Flere billeder af Thor på flickr
Levels justeret, original her: http://www.flickr.com/photos/vlatorn/2731522209/in/set-72157606540234091/

Heldigvis havde min lillebror flikket en ‘rigtig’ computer sammen til mig og CK havde en ekstra skærm, så nu er jeg oppe at køre igen, men alligevel lettere handikappet, da alle mine instillinger og mails (herunder kontaktpersoner!) ligger gemt på laptoppens lille harddisk. Vi har prøvet med en del forskellige løsninger for at få informationerne ud, men ak, det eneste der vil virke, er hvis jeg ved et held kan få startet den igen. Om ikke andet er jeg på ny online så send mig endelig en mail – jeg ved jeg mangler din adresse.

Selvfølgelig skal monitoren lige kallibreres engang, selvfølgelig skal den det, men når nu farverne ser fine, flotte og ikke mindst rigtige ud i Bridge, hvorfor i alverden er det så at de bliver helt mærkelige i Photoshop? Nemmest sagt, så er alle personer konsekvent rødmossede, og har desuden en lille blush/rouge på.. Arj men altså..

Jeg kan simpelthen ikke lure hvor/hvad i alverden jeg skal ændre. Det er jo ikke til at manipulere med noget som helst når man får et helt andet output end forventet.

Min computer er stadig ved at dø og nægter at behandle mere end et par enkelte lightweight programmer ad gangen, så legerier med billeder og des lige har fået lov til at stå på standby – det er ikke helt så nemt at redigere i photoshop når alting hakker. I øvrigt heller ikke særligt befordrene for tålmodigheden. Men men men, i aften er jeg på mandens aka ‘Clark Kent’s suparhcomputer med masser af drivkraft + adobe master suite, så mon ikke der kommer godt gang i den!

Linky dinky når der er noget at se.

Vi er vel omkring en ti mennesker med bussen fordelt godt rundt på sæderne, da en dame stiger på. Hun opdager en rygsæk der er blevet glemt på et sæde og spørger de omkringsiddende om det tilfældigvis skulle være deres. Eller det går jeg ud fra, for det eneste jeg hører er et nyt remix af Daft Punk. Gestikken er ikke til at tage fejl af. Efter et par forespørgsler og en tur op til chaufføren, som også stiller ejerspørgsmålet, sætter hun sig på sædet bagved. Men her begynder galskaben at brede sig.

En dame på bagsædet lige bag mig, begynder så at deltage. Der bliver snakket lidt frem og tilbage, og første dame rejser sig igen og slår sig ned på bagsædet, og her er det at jeg så muter min musik for at høre hvad i alverden der foregår.

“Hvad nu hvis det er en bombe…”
“Ja præcis, men det må vel være chaufførens ansvar nu”
“Ja og han turde heller ikke at røre ved den”

osv i samme dur. Jeg tænder musikken igen, og forsøger at blokke af, men konsekvent bliver dame2 ved med at sige ‘bombe’ og ‘chaufførens ansvar’ ‘hvad nu hvis..’ Til jeg sidder og bliver godt og grundigt træt af hende. Stoppet før stationen, beder chaufføren over højtaleren om der er en der gider smide tasken ud, til de to damers udelte forurettelse for; “det er jo HANS ansvar”.

På stationen stiger ‘bombe’-damen ud. Og så er det at jeg ikke kan lade være med at passe hende op. Er det vitterlig nødvendigt at gøre alle omkring sig utrygge? Hun kunne ikke helt svare for sig, andet end et spagt; “man ved jo aldrig i disse tider”.. Ej okay, men ti mennesker og en lavprofilrute. Det må sguda være en terrorist med historisk lav selvtillid der vælger den.

Nui sådan nogle damer skulle have frataget deres taleret, for deres tankeret bruger de øjensynligt ikke!

Det er stoppet med at sne nu, men når jeg kigger ud lige nu, er alt dækket af den hvide uskyldighed og jeg håber at det er ligeså når jeg står op. Forhåbentlig sner det igen, så vil jeg gå mig en lang tur, stikke tungen ud og fange et par fnug, kigge på mine spor og måske endda forme en snebold og se om jeg kan ramme et træ.